Thorning vil følge soldater op med nye sanktioner

Danmark vil ikke kun medvirke til at øge presset på Rusland militært ved blandt andet at sende et kompagni danske soldater på rotation i de baltiske lande og Polen.

Sammen med de øvrige EU-lande gør Danmark klar til også at øge det økonomiske pres på Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Lige nu er vi i gang med at forberede den næste optrapning af sanktionerne, og det er et rigtigt skridt at tage, siger Helle Thorning-Schmidt (S) i et interview forud for Nato-topmødet i Wales.

EU-landenes ambassadører i Bruxelles diskuterer torsdag på anden dag et forslag fra EU-Kommissionen, der blandt andet lægger op til, at det skal være endnu sværere for russiske virksomheder at låne penge i EU.

Ifølge forslaget skal civile virksomheder også nægtes adgang til at købe produkter, der måske kan bruges til våben, og den russiske olieindustri skal ikke længere kunne hente europæiske eksperter ind til at reparere deres udstyr.

Det tre sider lange forslag fra EU-Kommissionen er skrevet på bestilling fra EU-topmødet i lørdags og er skruet sammen som en uddybning af de økonomiske sanktioner, som EU vedtog i juli.

- Jeg er meget tilfreds med den måde, vi har udviklet sanktionerne hen ad vejen. Og med at EU ligesom Nato har formået at holde sammen i en vanskelig situation.

- I den slags situationer er der to ting, der gælder. Det ene er, at vi har stærke internationale institutioner, og det andet at vi har en stærk international solidaritet. Det gælder både i forhold til EU og i forhold til Nato, siger Helle Thorning-Schmidt.

Spørgsmål: Men ser man på udviklingen i Ukraine, så kan man vel ikke sige, at sanktionerne har virket?

- Jeg ved ikke, om de ikke har virket. Rusland vil altid sige, at sanktionerne ikke har nogen effekt, men jeg tror, de har haft langt større effekt, end russerne giver udtryk for på nuværende tidspunkt.

Statsministeren ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere en idé i kommissionens forslag fra tirsdag om, at EU-landene også kan overveje at udelukke Rusland fra store sports-, kultur- og økonomiske arrangementer.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil der næppe blive taget skridt i den retning i denne omgang.

EU-ambassadørerne indledte deres møde torsdag omkring middag med håb om at blive færdige med forhandlingerne torsdag. Men det er stadig muligt, at de også må tage fredagen i brug.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV