Thorning vil gerne se på reglerne om partistøtte

»Jeg tror egentlig, vi trænger til at kigge lidt på partistøttereglerne. Vi skal have åbenhed om partistøtten, og jeg tror, det er det rigtige tidspunkt at komme i gang med at se på, om vi kan justere reglerne,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Enhedslisten foreslår, at alle beløb over 5.000 kroner skal fremgå præcist af partiregnskaberne, men det konkrete forslag vil statsministeren ikke forholde sig til - selvom Enhedslisten vil stille det i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov.

»Det er ikke så enkelt, for vi skal også have nogle stærke partier og et demokrati, der fungerer. Det er ikke noget, vi lægger op til som en del af finanslovsforhandlingerne - der synes jeg egentlig ikke, det hører hjemme,« siger Thorning.

Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan skabe øget gennemsigtighed om den økonomiske støtte til de politiske partier, men det er ikke nok, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

»Danskerne har reelt ingen chance for at vide, hvor partierne modtager deres støtte fra. Derfor har de heller ingen mulighed for at vurdere, om partiers eller politikeres arbejde er påvirket af dem, der støtter dem økonomisk. Danskerne bør selvfølgelig kunne få indsigt i, hvilke banker der støtter de partier, der forhandler vilkårene for bankernes virksomhed,« siger hun.

Udover at bringe forslaget i spil til finanslovforhandlingerne i efteråret vil Enhedslisten iværksætte en kampagne, der skal »presse Folketingets partier til at ændre reglerne«, skriver partiet i en pressemeddelelse.

I dag har alle politiske partier pligt til at aflægge regnskab til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Men der skal kun oplyses navn på de bidragydere, der har givet partiet over 20.000 kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV