Thorning vil have unge danskere til Kina

Danske studerende til Kina og kinesiske studerende til Danmark. Det er et af budskaberne fra statsminister Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med hendes besøg i Kina.

Det beretter det kinesiske nyhedsbureau Xinhua i et større interview med den danske statsminister.

- Vi er meget interesserede i at sende danske studerende til Kina og omvendt. Det er vejen frem - ikke bare for at skabe forretningsmæssige samarbejder, men også for at skabe et fuldgyldigt venskab mellem Danmark og Kina, siger Thorning til Xinhua.

Statsministeren landede i Beijing mandag i spidsen for en stor erhvervsdelegation. I forbindelse med besøget skal hun blandt andet mødes med kinesiske politikere og iværksættere fra begge lande.

Thorning vil bruge besøget som en mulighed for at fremhæve og sætte fokus på dansk erhverv i Kina.

- Vi er meget gode til vand, vind, ren energi, fødevareproduktion. Jeg ønsker at fortælle Kina, at Danmark er et interessant land at investere i, og at kinesiske virksomheder er mere end velkomne til at komme til Danmark for at prøve og investere, siger hun.

- Den grønne energisektor, klima-relaterede industrier, rent-vand løsninger, fødevaresikkerhed og landbrugsprodukter stadig er de nøgleområder, hvor vi blandt andet kan udvikle samarbejdet mellem de to lande, understreger hun og fortsætter:

- Vi ønsker i hvert af disse forskellige områder at undersøge, om det er noget, hvor partnerskabet kan være et plus-sum-spil, hvor det gavner både Kina og Danmark. Det er det, vi vil forsøge at opnå.

Kinesiske iagttagere forventer, at de to stater vil underskrive en række aftaler om at udvide samarbejdet inden for økonomi, videnskab og teknologi, uddannelse og kultur under Thornings besøg.

/ritzau/Xinhua

Dagens Gossip