Thorning vil ikke give østlande urealistiske håb

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes 27 EU-kolleger torsdag aften sætter sig til bords med EU's seks østlige partnere, skal ingen af østlandene regne med at blive stillet i udsigt, at de kan komme med i EU lige med det første.

- Jeg mener, det er at give dem nogle forhåbninger, som ikke er realistiske på nuværende tidspunkt.

- Man bør nu koncentrere sig om at gennemføre de reformer, man har sat sig for, siger Thorning få timer før åbningen af EU's østlige partnerskabstopmøde i den lettiske hovedstad, Riga.

Tre af landene - Ukraine, Georgien og Moldova - håber til det sidste, at topmødets sluterklæring vil indeholde en sætning om, at de har "et europæisk perspektiv". Det er EU-kode for, at der venter et medlemskab nede ad vejen.

Men i det seneste udkast til erklæringen er der kun lagt op til, at EU står ved det, EU tidligere har sagt om landenes nuværende og fremtidige forhold til Den Europæiske Union.

Med en tilføjelse om, at man "anerkender landenes europæiske forhåbninger".

Statsministeren afviser, at det handler om, at EU har nedtonet sine ambitioner over for sine østlige partnere af frygt for Rusland.

- Nej, det gør det bestemt ikke. Vi har hele tiden slået fast, at landene er fuldstændig frie til at vælge deres samarbejdspartnere, og at det absolut ikke bør være et valg mellem EU og Rusland, siger Thorning-Schmidt.

Ukraine og Georgien ser heller ikke ud til at få opfyldt deres håb om, at deres borgere får adgang til at rejse ind i EU, sådan som Moldova allerede har fået det.

- Det er vigtigt at huske på, at visumfrihed ikke er ikke et politisk spørgsmål, siger Thorning og insisterer på, at det mere er tekniske ting som, hvordan landene laver deres pas, der står i vejen for visumfrihed.

Det sidste udestående i forhandlingerne om sluterklæringen handler om, at Armenien og Hviderusland er utilfredse med, at teksten direkte nævner, at EU anser Ruslands annektering af Krim-halvøen som ulovlig.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass er der udsigt til, at den tvist kan løses ved, at de to landes særstandpunkt bliver nævnt i teksten.

/ritzau/

Dagens Gossip