Thorning vil ikke lempe finanspolitikken trods anbefaling

»Jeg har svært ved at se, at det kunne gavne dansk økonomi og det danske renteniveau, at vi nu skal ud og føre slingrekurs i den økonomiske politik,« sagde statsministeren på pressemødet.

Tværtimod lægger regeringen op til at stramme finanspolitikken svagt fra og med næste år, og det er dårlig timing ifølge de økonomiske vismænd, der tirsdag er kommet med deres halvårlige rapport. Finanspolitikken bør lempes, lyder den klare anbefaling.

Spørgsmål: Der mangler fortsat optimisme i befolkningen. Taler det ikke for, at I nu skruer op for blusset og fører en lidt mere ekspansiv finanspolitik?

»Jeg synes, det taler for det modsatte. Jeg synes, der er et meget stort behov for i dansk økonomi, at vi ikke går ind på en slingrekurs, men at vi styrer efter de mål, vi har sat. Det her beviser, at vores økonomiske politik har en effekt, fordi det er lykkedes os at have nogenlunde stabile rammer om ledighed og beskæftigelse,« sagde Helle Thorning-Schmidt.

Mandag kom regeringen med sin økonomiske redegørelse, hvor den for tredje gang på få måneder nedjusterede forventningerne til den danske vækst i 2013 og 2014. Skønnet lyder nu, at væksten i det danske bruttonationalprodukt, BNP, vil stige 0,5 procent i 2013, mens den vil stige med 1,6 procent i 2014.

»Væksttal er jo altid bedste mands bedste bud,« understregede Helle Thorning-Schmidt på sit pressemøde.

»Der er ingen tvivl om, at det er gået trægt med væksten i de omkringliggende lande, og det påvirker også væksten i Danmark. Vi håber på, at de forskellige indikatorer på, at økonomien kan vende ligeså langsomt, kommer til at ske, men vi skriver også meget tydeligt i Økonomisk Redegørelse, at vi er afhængige af, at det kommer til at ske,« sagde statsministeren.

Dagens Gossip