Thorning vil sende flere flygtninge hjem

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Stigningen i antallet af asylsøgere bekymrer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der lægger op til, at Danmark skal blive bedre til at hjemsende flygtninge, der har fået asyl, men som ikke længere er truet.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Jeg vil godt kigge på, hvis der kommer rigtig mange til Danmark, om vi skal være bedre til at sende mennesker tilbage til deres hjemland, når der er fred. Man skal ind og kigge på de regler, der gælder for dette område, siger hun til avisen.

- Hvis de er flygtninge, kan der opstå fred i det land, de kommer fra, og så kan vi blive bedre til at sende dem tilbage igen, tilføjer hun.

Fra 2011 til 2013 blev antallet af asylsøgere næsten fordoblet fra knap 4000 til 7557, og det høje niveau er fortsat ind i 2014, viser tal fra Udlændingestyrelsen ifølge Jyllands-Posten.

- Det er et problem for Danmark. Vi har en grænse for, hvor mange asylansøgere vi kan have. Jeg forstår også godt de små bysamfund, som synes, at det er en stor mundfuld at sluge, siger statsministeren med henvisning til de kommuner, der i disse måneder opretter nye asylcentre.

Hun afviser oppositionens kritik af, at regeringens lempelser har været med til at øge flygtningestrømmen mod Danmark.

- Der er rekordmange på flugt i verden. Selvfølgelig giver det også pres på Danmark, siger hun til Jyllands-Posten.

Venstre ser gerne på at sende flere flygtninge hjem.

- Det sekund statsministeren bliver konkret, er vi til at tale med, siger udlændingeordfører Karsten Lauritzen til avisen.

/ritzau/