Thorning vil skærpe kontrol med EU-borgere

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) varsler en markant styrket indsats fra dansk side for at bremse antallet af EU-borgere, der kan få danske velfærdsydelser.

På et pressemøde i Statsministeriet tirsdag fastslår Helle Thorning-Schmidt, at antallet af EU-borgere, der modtager danske dagpenge er steget de senere år - også mere end krisen kan begrunde.

Ifølge statsministeren kan betalingen af danske velfærdsydelser til EU-borgere i sidste ende få konsekvenser for indretningen af det danske velfærdssamfund. Og det vil regeringen stoppe:

- Vi må ikke komme i en situation, hvor der opstår betydelige finansielle ubalancer. Det vil forringe vores mulighed for at indrette vores velfærdssystem, som vi ønsker, siger Helle Thorning-Schmidt.

På den baggrund vil regeringen både skærpe kontrollen med EU-borgere, der modtager danske velfærdsydelser. Samtidig vil Thorning på flere områder tage sagen op med EU-Kommissionen.

Udmeldingen kommer efter at regeringen i flere uger har fået kritik for at ikke at gribe ind over for EU-borgeres adgang til børnecheck.

På det område er der dog ifølge Helle Thorning-Schmidt ikke noget at gøre, fordi der foreligger to domme fra EU-Domstolen, som de danske embedsmænd har vurderet klart, underkender det danske optjeningsprincip.

Prisen for at betale børnechek til andre EU-landes borgere er ifølge regeringen på omkring 15 millioner kroner, og det beløb er så lavt, at regeringen godt kan leve med det, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen vil til gengæld på flere punkter skærpe kravene for udenlandske EU-borgeres mulighed for at få dagpenge i Danmark.

- Vi vil som noget nyt kræve, at ledige, som kun har været i landet kort tid, skal til samtale på jobcentre og deltage i danskundervisning.

- Samtidig vil vi skærpe kravene til bopæl, så vi sikrer, at ledige, der får udtalt dagpenge i Danmark, også har bopæl i Danmark, siger Thorning.

Der skal også tjekkes op på, om kontanthjælpsmodtagere har værdier i deres hjemland, som gør, at de ikke er berettiget til den danske ydelse. Det kan eksempelvis være en bolig eller lignende.

Regeringen vil i den forbindelse stramme op på samarbejdet med andre EU-lande for at sikre, at der ikke snydes med de danske velfærdsydelser.

Samtidig vil regeringen på tre områder tage diskussionen op med EU-Kommissionen.

Danmark vil for det første støtte Finland i en kommende sag ved EU-Domstolen om det finske optjeningsprincip til dagpenge, som minder om det danske.

Regeringen vil også gøre det klart over for EU-Kommissionen, at Danmark er imod en øget adgang til at tage dagpenge med til et andet EU-land. I dag kan man tage dagpengene med i tre måneder til at andet EU-land for at søge job der.

Den periode vil EU-Kommissionen sætte op til seks måneder, men det vil Danmark gå sammen med andre lande for at kæmpe imod.

Ifølge Thorning vil regeringen desuden drøfte muligheden for at opstille nationale værn, hvis EU-reglerne fører til finansielle ubalancer for Danmark.

- Det vil beskæftigelsesministeren tage op med sine kolleger i Bruxelles og jeg vil tage det op med EU-Kommissionens formand, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/