Thorning vil stramme kontanthjælpen for udlændinge

Skrevet af admin

01/01/2015

Mest læste i dag

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lægger op til stramninger over for flygtninge og indvandrere på kontanthjælp.

De skal arbejde mere for ydelsen, og det skal helst være på en arbejdsplads. I første omgang skal de nye vilkår gælde i to år, siger hun i sin nytårstale.

- Jeg ønsker et fællesskab, hvor alle yder det, de kan. Jeg tror på, at det giver større livsglæde for den enkelte. Og et bedre samfund for alle, siger statsministeren.

Hun siger desuden, at det denne gang skal lykkes med integrationen med henvisning til de mange flygtninge, der er kommet til landet i løbet af 2014:

- Her og nu står vi med en ny gruppe flygtninge. Og denne gang skal det lykkes.

Hun henviser til, at alt for mange af de flygtninge, der allerede er i Danmark, er havnet på kontanthjælp.

- Vi skal undgå fortidens fejl. Her i aften vil jeg sige helt tydeligt: Flygtninge skal ikke gøres til klienter.

- Hvis du kommer til Danmark, skal du selvfølgelig arbejde. Du skal bruge det, du kan.

- Du skal lære sproget og ud blandt danske kolleger. Du skal opleve, hvordan vi gøre tingene her i landet, siger Helle Thorning-Schmidt.

Og kan det ikke lade sig gøre at få et ordinært arbejde, skal flygtninge og indvandrere tage fat på andre opgaver, der kan komme samfundet til gode, lyder det fra statsministeren:

- Der er strande, hvor der skal ryddes op. Der er daginstitutioner, hvor sandkassen eller gyngen skal repareres.

- De nye flygtninge skal arbejde, uanset hvor lang tid de skal være i Danmark.

Statsministeren slår samtidig fast, at de flygtninge og indvandrere, der har været i landet i mange år uden at kunne forsørge sig selv, nu skal have en ny chance.

- Måske har de manglet viljen. Måske har de ikke fået chancen. Den skal de have nu, siger Helle Thorning-Schmidt i sin fjerde nytårstale til danskerne.

/ritzau/