Thornings lærerindgreb får blandet modtagelse

Det er dagen derpå efter regeringens indgreb i lærerkonflikten.

I avisernes lederspalter fældes der dom over den landsdækkende lockout - alle er glade og lettede over, at stridighederne nu er overstået, men derefter slutter enigheden også mellem dagbladenes lederskribenter.

Mens Jyllands-Posten og Ekstra Bladet tæsker løs på Helle Thorning-Schmidt (S) og regeringen, der beskyldes for at stå bag et skuespilsagtigt forløb, bruger Berlingske og Politiken ord som "fornuftigt" og "rigtigt" til at beskrive regeringsindgrebet.

- Konflikten mellem lærere og kommuner burde aldrig være brudt ud, og det var en skandale, at den fik lov at løbe i fulde fire uger - en skandale, fordi ingen af konfliktens parter viste blot den mindste interesse for at nærme sig hinanden, skriver Politiken.

- I går greb regeringen ind, og den beslutning kan man kun bakke helt og fuldt op om, tilføjer lederskribenten.

Hos konkurrenterne i Pilestræde er man også positive:

- Det er et fornuftigt indgreb, som samtidig tager hensyn til nogle af de bekymringer, Danmarks Lærerforening under forhandlingerne med KL har rejst i forhold til lærernes arbejdstilrettelæggelse.

- Det hører man forudsigeligt nok hverken en Anders Bondo Christensen eller de fleste af hans lockoutede medlemmer anerkende i den tilspidsede situation, som forhandlingerne har afstedkommet. Men det er ikke desto mindre et faktum, skriver Berlingske.

Hos Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har man været yderst skeptiske.

Jyllands-Posten skriver, at tømmermændene nu melder sig, og at den danske aftalemodel ikke er egnet til at løse arbejdskonflikter som den netop overståede, der i stedet burde ordnes ved lov, så man undgår "skuespil" og smertelige forløb.

- Regeringens floromvundne formuleringer om, at man nøje har forsøgt at afveje hensyn til begge konfliktens parter, og man respekterer den danske model til løsning af konflikter på arbejdsmarkedet, klinger så underligt hult, når man ser på resultatet såvel som forløbet, skriver avisen.

Samme melding kommer fra Ekstra Bladet, som giver deres besyv med under overskriften "Den falske model".

- Alt tyder nu på, at rygterne om beskidt spil mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening ikke var pjat, men desværre sandheden, skriver avisen.

- Al snakken om respektfuld afventen af forhandlingerne var hul tale og billig portvin, tilføjer Ekstra Bladet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip