Thornings mand vil vælges til det britiske parlament

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Han er født med politikerblod i årerne og er gift med den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S).

Nu vil Stephen Kinnock selv være aktiv i politik, fortæller han til avisen The Times ifølge Jyllands-Posten.

Stephen Kinnock arbejder i øjeblikket på at blive opstillet som kandidat for det britiske Labour-parti i byen Aberavon i Wales med sigte om at få en plads i det britiske parlament.

- Jeg er meget interesseret i at stille op, siger Stephen Kinnock til The Times.

Hans far, Neil Kinnock, var formand for Labour fra 1983 til 1992, hvor han blandt andet duellerede med jernladyen Margaret Thatcher. Efterfølgende sad Neil Kinnock som EU-kommissær fra 1995 til 2004.

Og æblet falder altså ikke langt fra stammen.

- Jeg har været medlem af partiet Labour, siden jeg var 15, og ja, naturligvis, så løber der politik i mit blod, siger Kinnock i interviewet, hvor han også fortæller, at han længe har villet være politiker.

Men selvom både faderen og konen har bestridt politiske topposter, er Stephen Kinnock ydmyg i forhold til sine chancer for at blive valgt ind i det britiske parlament.

- Jeg tager intet for givet, siger han.

Stephen Kinnock har tidligere været en del af World Economic Forum og bestrider i dag en toppost i selskabet Xynteo, der hjælper firmaer med grøn omstilling.

Den danske statsminister er indforstået med hans kandidatur.

- Helle og jeg har levet på denne måde i mange år, og vi har altid fundet en måde at få det til at virke. Vi har naturligvis diskuteret mine planer, og Helle er meget støttende, fortæller Stephen Kinnock ifølge The Times.

/ritzau/