Thorup ærgrer sig over fortsat spænding om CL-avancement

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Der var lagt i kakkelovnen til en stor hjemmesejr til FC Midtjylland i anden runde af Champions League-kvalifikationen, da semiprofferne fra Lincoln Red Imps FC gæstede MCH Arena i Herning.

Men den debuterende cheftræner Jess Thorup måtte se sit hold levere en sløj indsats, og den smalle sejr på 1-0 betyder, at midtjyderne ikke kan tillade sig at tage let på returkampen i Gibraltar om en uges tid.

Det ærgrer Jess Thorup.

- Nu venter der os en spændende returkamp om en uges tid. Vi ville gerne have afgjort det mere eller mindre i dag (tirsdag, red.), siger Thorup til TV3 Sport efter kampen.

Morten "Duncan" Rasmussen stod for kampens enlige mål i første halvleg, og blot fire midtjyske afslutninger inden for målrammen vidner om et hold, der slet ikke var oppe i gear.

- Vi mangler kvalitet i boldomgangen alle steder på banen. Det gør, at vi ikke får sat tryk på modstanderen, og vi får ikke spillere i gode positioner, lyder det fra den nye cheftræner, der har taget over efter Glen Riddersholm.

- Måske tænkte spillerne over, at det var et "lilleputhold", vi mødte, og det kan nogle gange godt blive en barriere.

Jess Thorup kunne dog stadig se noget positivt ved kampen.

- Det er positivt, at vi får en sejr, og jeg føler stadig, vi har rigtigt gode muligheder for at komme videre, siger han.

/ritzau/