Thorup afviser FCM-overvejelser om Sistos EM-deltagelse

Skrevet af admin

03/06/2015

Mest læste i dag

FC Midtjylland-stjernen Pione Sisto er trods en langvarig skade i foråret et hot navn i Danmark lige nu efter udtagelse til både A-landshold og U21-truppen til fodbold-EM i Tjekkiet.

Men hans klubtræner er ikke begejstret over udsigten til, at han skal spille en EM-slutrunde, inden han er helt ovenpå igen efter skadespausen, der varede det meste af forårssæsonen.

- Pione er langt fra skadefri endnu, og da FC Midtjylland ikke selv har fået gavn af ham i store dele af foråret, overvejer vi, hvad der skal ske med hensyn til EM-deltagelsen, siger FCM-træner Glen Riddersholm til aoh.dk

- Pione er en meget vigtig spiller for os og for de danske landshold, men vi vil ikke drive rovdrift på ham.

Men den udmelding harmonerer ikke med U21-landstræner Jess Thorups opfattelse af situationen.

- Der er stadig noget tid, inden vi skal samles, så jeg er sikker på, at vi i samråd med FCM kan finde ud af at dosere Pione bedst muligt, så vi også får glæde af ham under EM, siger Thorup til BT.

Pione Sisto fik comeback for et par uger siden i kampen mod FC København, hvor han med et pragtindhop med assist og scoring til følge sikrede FCM sejren på 2-0 og dermed spillede sin klub helt hen til målstregen i guldkampen.

Siden er det også blevet til minutter i et par andre kampe for klubben.

/ritzau/