Thorup dropper Fischer og giver Bech chancen ved U21-EM

Skrevet af admin

27/06/2015

Mest læste i dag

Uffe Bech er for første gang med fra start ved U21-EM i fodbold, mens Viktor Fischer er droppet, når Danmark lørdag aften møder Sverige i EM-semifinalen i Prag.

FC Nordsjælland-spilleren er blevet foretrukket på højre fløj. Han skal udgøre den danske offensiv sammen med Yussuf Poulsen og Rasmus Falk.

Uffe Bech har kun fået to indhop hidtil ved EM. Det skyldes blandt andet, at han 11. juni blev skadet i testkampen i Lyngby mod netop Sverige.

I forhold til 2-0-sejren over Serbien er der yderligere en ændring på det danske hold.

På venstre back vender Jonas Knudsen tilbage efter karantæne. Han afløser Riza Durmisi.

Frederik Sørensen er blevet klar til at spille for første gang, siden han blev skadet i Danmarks første EM-kamp mod Tjekkiet. Han er dog kun med på bænken.

Danmark og Sverige spillede 2-2 i Lyngby i den sidste testkamp før EM.

Ved den lejlighed manglede begge hold adskillige spillere, der var med de to landes A-landshold. Det danske hold blev desuden ramt af en udvisning efter et kvarter, hvilket ændrede præmisserne for kampen.

Danmark er for anden gang i historien med i en semifinale ved U21-EM. Første gang var i 1992, hvor Danmark tabte til Italien.

Danmark stiller op med følgende hold: Jakob Busk - Alexander Scholz, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Jonas Knudsen - Jens Jønsson, Pierre-Emile Højbjerg, Nicolaj Thomsen - Uffe Bech, Yussuf Poulsen, Rasmus Falk.

Sverige stiller således op: Patrik Carlgren - Victor Lindelöf, Alexander Milosevic, Filip Helander, Ludwig Augustinsson - Simon Tibbling, Oscar Hiljemark, Oscar Lewicki, Abdullah Khalili - John Guidetti, Isaac Kiese Thelin.

Kampen i Generali Arena i Prag begynder klokken 21.

Vinderen skal møde Portugal i finalen. Portugiserne vandt hele 5-0 over Tyskland i den første semifinale i Olomouc.

/ritzau/