Thorup ser bort fra FCK-profil i U21-trup

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

U21-landstræner Jess Thorup har valgt at se bort fra FC Københavns formstærke kantspiller Youssef Toutouh til U21-landsholdets træningstur til Singapore i januar.

Det skyldes, at FCK-profilen har karantæne til U21-landsholdets første vigtige kamp i 2014 - EM-kvalifikationskampen mod Estland 5. marts i Danmark.

- Youssef Toutouh har karantæne mod Estland, og ham kender jeg jo utrolig godt allerede, så vi har valgt at lade Youssef blive hjemme.

- Det samme er tilfældet med Uffe Bech, som stadig ikke er klar efter sin skadesperiode, siger Thorup til Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

Den tidligere Esbjerg-træner har i stedet for Toutouh og Bech fundet plads til endnu et Esbjerg-talent i truppen.

- Til gengæld får vi mulighed for at se en spiller som Jeppe Andersen, der har gjort det fornuftigt i Esbjerg efter skiftet fra Vejle og pludselig er poppet op på radaren sammen med spillere som eksempelvis Danny Amankwaa og Oliver Tychosen, siger Thorup.

U21-landstræneren har fredag udtaget i alt 20 spillere til holdets vintertur til Tyrkiet, og Brøndby har hele fem spillere med i truppen, mens FCK har fire spillere med.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at turen er på plads. Da den ligger i januar, kan vi selvfølgelig kun benytte spillere bosiddende i Danmark.

- Men det giver mig modsat en god mulighed for at se en række spillere an, som måske er de næste i rækken.

- De bliver nu matchet på højeste niveau, og det bliver spændende at se, hvordan de løser den opgave, fortæller Jess Thorup.

Turen ligger fra den 20. til 29. januar med kampe planlagt 24. januar mod en endnu ikke fastlagt modstander samt 28. januar mod Singapores A-landshold.

- Træningen er selvfølgelig altafgørende for at videreudvikle os og vores spillestil, men for et land af Danmarks størrelse, hvor vi alt andet lige har færre spillere at vælge imellem, så er gruppedynamik også en vigtig konkurrenceparameter.

- Derfor er en tur på 10 dage fantastisk til at skabe en holdfølelse, som kan blive afgørende for, hvordan vi som hold er i stand til at kæmpe for hinanden, mener Thorup.

/ritzau/