Thulesen Dahl ærgrer sig over 1. maj-aflysning

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ærgrer sig over, at han alligevel ikke får sin debut som 1. maj-taler i næste uge.

Den socialdemokratiske partiforening i Give har nemlig valgt at aflyse sit arrangement ved arbejdernes internationale kampdag, hvor Kristian Thulesen Dahl ellers var inviteret til at gå på talerstolen.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg blev overrasket over at få invitationen, men jeg blev også glad for det. Derfor er jeg også ærgerlig over, at de lokalt har ment det nødvendigt at aflyse ikke bare mig, men hele arrangementet.

- Jeg havde personligt tænkt, at jeg kunne bruge arrangementet til at fokusere på de ting, hvor fagbevægelsen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan finde hinanden i forhold til lønmodtagernes interesser i stedet for at bekrige hinanden. Men det får jeg ikke lejlighed til nu, siger han.

DF-formanden modtog onsdag eftermiddag en mail fra den socialdemokratiske lokalformand i Give med beskeden om, at 1. maj-arrangementet er aflyst.

Forinden havde den socialdemokratiske partitop på Christiansborg slået fast, at man langt fra var begejstret over, at Thulesen Dahl var blevet inviteret.

- De har lov til at have den holdning, de måtte have. Men lige præcis i forhold til et 1. maj-arrangement burde der måske være en rummelighed, så der var respekt for, at man lokalt i Give havde ønsket et arrangement, hvor jeg fik mulighed for at tale.

- Der er jo ingen tvivl om, at der i løbet af dagen har været lagt pres på, for at jeg ikke skulle komme og tale, siger DF-formanden.

Han slår samtidig fast, at han ikke har nogen planer om at stille sig op på en ølkasse et andet sted den 1. maj.

- Nej, det har jeg ikke. Jeg tror, det ville blive taget som en provokation. Og hele idéen med det, jeg så ville byde inde med, ville gå tabt.

- Jeg har ikke ønsket på nogen måde at lave en provokation eller at gøre det besværligt for nogen. Jeg har bare fået en skriftlig invitation og svaret, at det ville jeg gerne. Og nu har jeg så fået en skriftlig aflysning, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/