Thulesen Dahl: DA rammer uden for skiven med forslag

Skrevet af admin

07/04/2015

Mest læste i dag

Det er forbi målet, når Dansk Arbejdsgiverforening (DA) foreslår at skære markant i flere af de sociale ydelser herhjemme.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter at landets arbejdsgivere i et notat opremser 28 områder, der ifølge DA kunne trænge til at blive reformeret, hvis det bedre skal kunne betale sig at tage et arbejde.

- Jeg synes, at de (DA, red.) rammer uden for skiven, siger Kristian Thulesen Dahl.

Forklaringen er, at det lige nu er svært at få folk ind på arbejdsmarkedet - og især at få folk ind, som kan køre med 100 procent fra starten, forklarer DF-formanden.

- Det skyldes, at vi i øjeblikket har cirka 100.000 østarbejdere på det danske arbejdsmarked.

- Og hvorfor skulle en arbejdsgiver ansætte en dansker, der måske ikke er parat til at køre 100 procent fra dag et, hvis man kan få en ung østeuropæer, der kan gå ind og udføre arbejdet lige med det samme, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

Derfor mener han, at DA i stedet burde forholde sig mere til den udfordring, der er kommet for mange af de danskere, som hænger lidt på kanten af arbejdsmarkedet.

- For dem er konkurrencesituationen simpelthen blevet meget større de seneste 5 til 10 år. Det er et af hovedproblemerne i forhold til at få denne gruppe mennesker i job, siger Kristian Thulesen Dahl.

DA ønsker eksempelvis at sænke kontanthjælpen for forsørgere over 30 år med lidt over 1000 kroner om måneden, mens både sygedagpengene og førtidspensionen skal nedsættes med mere end 4000 kroner om måneden.

Resultatet vil være, at de tre ydelser alle sammen ligger på det samme niveau, nemlig lige over 13.500 kroner om måneden.

/ritzau/