Thulesen Dahl: DF skal ikke i regering

Selvom regeringsmagten skulle tippe til den anden side efter et folketingsvalg, bliver det ikke med Dansk Folkeparti som regeringsparti, fastslår partiets formand Kristian Thulesen Dahl under partiets landsmøde i Herning.

- Dansk Folkeparti kommer i regering, når tiden er inde.

- Og jeg ser ikke, at tiden er inde ved det kommende folketingsvalg, siger han under sin tale ved partiets landsmøde i Herning.

Partiet ligger ellers solidt til i meningsmålingerne og er udset til at blive en væsentlig brik for en eventuel kommende blå regering. Og det fører naturligt til en diskussion af, om partiet skal gå efter ministerposter, erkender han.

Men opgaven og dermed også målet for det blot 18 år gamle parti er et andet.

- Mit mål som formand for Dansk Folkeparti er at se os i et større perspektiv end bare næste valg og nogle mulige år i en ministerbil.

Dansk Folkeparti er sat i verden for at værne om Danmark, danskernes frihed og vores nationale uafhængighed: For at bevare og stilfærdigt udvikle det samfund, de allerfleste af os trives i.

- Og det er altså ikke en opgave, der eksempelvis strækker sig fra 2015 til 2019, og så må vi se, hvordan det går derefter, argumenterer Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti skal først og fremmest bevare og udbygge sin indflydelse overalt i det politiske liv.

- Det, tror jeg, bedst vi gør ved stille og roligt og tålmodigt at bygge Dansk Folkeparti op både national, regionalt og lokalt for derigennem at sikre os indflydelse. Ikke bare i år, ikke bare næste år, men i de kommende 10-20-30-40 år.

- Dansk Folkeparti skal være et parti, man ikke kan komme uden om, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip