Thulesen Dahl gør Dansk Folkeparti størst i Sydjylland

Skrevet af admin

19/06/2015

Mest læste i dag

Med partiformand Kristian Thulesen Dahl i spidsen fik Dansk Folkeparti et flot valg i Sydjyllands Storkreds, hvor partiet gik frem fra 14,8 procent af stemmerne ved valget i 2011 til 28,4 procent.

Dermed har partiet overhalet både Venstre og Socialdemokratiet og er nu landsdelens største parti, og de nuværende fire mandater bliver til seks.

Carl Holst, der er formand i Region Syddanmark, stillede op for Venstre, men kunne ikke forhindre, at partiet mister to mandater og fremover kun er repræsenteret af fem syd- og sønderjyder.

Socialdemokraterne beholder sine fem mandater, som blandt andre tilfalder finansminister Bjarne Corydon.

Liberal Alliance går fra et til to mandater, og dermed er der genvalg til Mette Bock, ligesom sociolog Henrik Dahl formentlig bliver nyt folketingsmedlem.

Konservative mister derimod sit ene mandat, og dermed er Mike Legarth ikke genvalgt.

SF mister begge sine mandater og vil derfor ikke have en sydjysk repræsentant i Folketinget i den kommende valgperiode.

Jesper Petersen er siden sidste valg skiftet til Socialdemokraterne, og det lykkedes lige præcis ikke for integrationsordfører Karina Dehnhardt Lorentzen at blive genvalgt.

De Radikale mister et mandat i Sydjylland, og det kan gå ud over udlændinge- og sundhedsordfører Marlene Borst Hansen, mens Lotte Rod formentlig får lov at fortsætte.

Det samme kan Enhedslistens Henning Hyllested formentlig. Partiet beholder i hvert fald sit ene mandat i storkredsen.

/ritzau/