Thulesen Dahl: V og K skal forklare sig om Dong-salg

Skrevet af admin

25/01/2014

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti nægter at stemme for det udskældte delsalg af Dong til den amerikanske finanskæmpe Goldman Sachs.

Men det vil Venstre og De Konservative gerne, og det får nu formanden for Dansk Folkeparti til at lange ud efter sine traditionelle allierede i blå blok.

V og K skal ud af busken og forklare sig, lyder budskabet fra Kristian Thulesen Dahl i et interview med Berlingske.

Her siger han, at finansminister Bjarne Corydon (S) har et hovedansvar, fordi han sidder med centrale oplysninger i sagen. Men alle, der lægger stemmer til den omdiskuterede plan, bærer et ansvar, lyder det.

- Han (Bjarne Corydon, red.) sidder helt tæt på, men han kan jo kun gøre det, han gør, fordi V og K bakker ham op. Så jeg ser meget gerne, at Venstre og de Konservative kommer frem i denne sag og forklarer sig, siger DF-formanden til Berlingske.

- Vi anerkender naturligvis også, at vi ikke har nogen magtmidler. Vi kan kun appellere til særligt S og SF's baglande om at få standset det her, for vi kan jo ikke trække en regering i byretten, hvis den har et flertal i Folketinget, tilføjer han.

Hverken Venstre eller de Konservative har vendt tilbage på Berlingskes henvendelser om at få en kommentar.

Venstre finansordfører, Peter Christensen, har tidligere udtalt til Information, at partiet har en politisk aftale med regeringen om at rejse kapital til "nødlidende" Dong, og at aktstykket (om aftalen, red.) lever op til den aftale.

Den VK-støttede regeringsplan om at lade investeringsbanken Goldman Sachs købe 19 procent af den statskontrollerede danske energikæmpe, Dong, har vakt stor politisk opmærksomhed og diskussion i den senere tid.

Seneste nyt i sagen er, at et konsortium af danske pensionskasser ifølge Jyllands-Posten går med tanker om at stille med et samlet bud, der er bedre for skatteborgerne end det, som Goldman Sachs kan tilbyde.

/ritzau/