Thulesen Dahl: Vi stemmer nej til patentdomstolen

Skrevet af admin

14/10/2013

Dagens topnyheder

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, slår nu fast, at partiet vil stemme nej til EU's patentdomstol. Det sker, efter at regeringen ikke har imødekommet DF's krav om at indkalde til forhandlinger om velfærdsturisme.

Dermed ser det ud til, at spørgsmålet om dansk tilslutning til patentdomstolen skal til folkeafstemning næste år.

- Den her diskussion om, at man kan koble tingene sammen, som vi har tilbudt regeringen, den har regeringen ikke svaret på. Derfor må vi sige, at nu er løbet kørt, og så må vi tage tingene hver for sig, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

- Vi vil stemme nej til, at Danmark skal tilslutte sig det europæiske enhedspatent nu. Om det så betyder, at regeringen vil udskrive en folkeafstemning om sagen, hvis den ikke kan få det igennem i Folketinget, det er jo regeringens valg, fortsætter han.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde i Folketingets åbningstale for to uger siden, at regeringen vil udskrive en folkeafstemning 25. maj 2014 i forbindelse med valget til EU-Parlamentet, hvis Folketinget ikke vedtager lovforslaget om patentdomstolen med de nødvendige fem sjettedeles flertal.

Det flertal kan kun stables på benene, hvis enten Dansk Folkeparti eller Enhedslisten dropper sin modstand mod EU's patentdomstol.

Venstre kritiserer statsministeren for, at hun ikke har lagt sig mere i selen for at undgå en folkeafstemning.

- Patentdomstolen er en kæmpe gevinst for danske virksomheder og iværksættere. Og derfor er det ærgerligt, at statsministeren ikke har gjort et forsøg på at finde et flertal i Folketinget og bare udliciteret ansvaret, siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V).

EU's patentdomstol er en del af det nye europæiske patentsystem, som skal gøre det nemmere og billigere for virksomheder at søge patent i hele EU.

Hos Dansk Industri kalder erhvervsjuridisk chef Kim Haggren patentdomstolen for "en ubetinget gevinst" for både store og små danske virksomheder

- Nu bliver partierne nødt til at tage ansvaret for at gennemføre den aftale. Vi har svært ved at forstå, hvis DF ønsker at stille danske virksomheder ringere end deres konkurrenter i resten af Europa, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/