Thulesen i boligstrid: Ældre skal have lavere husleje

Skrevet af admin

10/12/2015

Mest læste i dag

Huslejen skal ned for ældre mennesker, der bor i ældreboligerne. Det er aftalt i finansloven, og det skal gennemføres - også selv om der skæres i boligydelsen til ældre. Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han er kommet i stormvejr, efter at Ældresagen har peget på, at huslejen tværtimod stiger mærkbart for ældre som følge af den aftale om finansloven, som DF har indgået med regeringen og partierne i blå blok.

Dermed skærer Dansk Folkeparti ned på en gruppe af vælgere, de normalt hævder at forsvare, lyder kritikken. Men det afviser Kristian Thulesen Dahl. Han vil finde en løsning, som sikrer, at huslejen ikke stiger for svage ældre.

Aftalen betyder, at ældre får et mindre tilskud fra staten til at betale husleje. Isoleret set vil det lavere tilskud fra staten betyde, at ældre får større udgifter til huslejen, hvis huslejen forbliver på samme niveau eller måske endda stiger.

Det er det scenarie, Ældresagen tager udgangspunkt i med deres eksempler.

DF har imidlertid i finanslovaftalen fået indlagt den forudsætning, at kommunerne skal sætte huslejen ned for de ældre, siger Thulesen.

Hvis det indfris, så bliver de ældre ikke ramt af den lavere boligydelse. Derfor kan både Ældresagen og regeringen have ret i deres beregninger, siger Thulesen.

Spørgsmål: Har regeringen tilbageholdt oplysninger fra jer i det her forløb?

- Nej, jeg tror, det handler om, hvilke forudsætninger man lægger ind i beregningerne. Vi har lagt en forudsætning ind i finanslovaftalen om, at personer i ældreboliger får lavere husleje.

- Det er klart, at hvis ikke man får det, så vil der være en udfordring. Det anerkender jeg blankt. Men vi har lagt den forudsætning ind, at man får lavere huslejere, og hvis man får lavere huslejere, så har man i sagens natur brug for mindre i boligydelse.

- Så sparer man stadigvæk som pensionist penge. Det er vores tilgang til det her.

Spørgsmål: Et svar fra Finansministeriet viser, at de ældre vil miste mere og mere år for år i boligydelse. Burde du ikke have taget højde for, at du har sat en mekanisme i gang, som gradvist tager mere af boligydelsen fra de ældre?

- Nej, for det beror på, at huslejen bliver ved med at stige. Men et centralt element i forhandlingerne var, at regeringen til næste år skal diskutere med kommunerne, hvordan man bygger ældreboliger, som er billigere, siger Thulesen Dahl.

Hvis de ældre ikke får den lavere husleje, så "er forudsætningerne for aftale skredet", siger DF-formanden:

- Det er derfor, vi har noget at have det i, når vi siger, at vi vil forlange aftalen overholdt. Aftalen indeholder også lavere huslejere for pensionister. Hvis ikke det leveres, så er der en ny situation. Pensionisterne skal selvfølgelig ikke opleve de forringelser, som vi nu diskuterer.

/ritzau/