Thulesen: Mette Frederiksen er Løkkes sikkerhedsnet

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis formand, er ikke imponeret af de udmeldinger, der tirsdag kom fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Silkeborg.

Særligt hæfter han sig ved, at Socialdemokraterne åbenbart ikke vil danne alliancer med DF, før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er med i en aftale.

- Det mest opsigtsvækkende er, at hun deponerer retten til at bestemme, hvornår Socialdemokraterne og DF for eksempel finder hinanden hos Lars Løkke. Hun gør det klart, at hun kun vil lave noget med os, når Lars Løkke også er med.

- Det er overraskende. Jeg tror, at danskerne forventer af os, at vi finder hinanden der, hvor vi kan finde hinanden, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

Socialdemokraterne er klar til at indgå en finanslovaftale med regeringen, også hvis Løkke ikke kan samle de partier, der støtter op om hans regering, i en aftale med de nødvendige mandater.

Mette Frederiksen har ikke planer om at udnytte situationen til at vælte regeringen. Hun understreger, at hun mener, det vil være til gavn for Danmark og dansk økonomi, hvis Venstre og Socialdemokraterne bliver enige om en finanslovaftale.

- Når vi ikke er et regeringsparti, så har vi mulighed for at tale med andre partier end Venstre.

- Det er mærkeligt, at vi er parlamentarisk grundlag for regeringen, og vi siger, at vi gerne vil tale med alle partier i Folketinget om de ting, vi vil, mens hun ikke er parlamentarisk grundlag for regeringen, men i virkeligheden nu i praktisk politik er sikkerhedsnet for Lars Løkke.

- Hun giver ham retten til at bestemme, hvornår hun laver noget med os andre, og hvornår hun ikke gør, siger Thulesen Dahl.

Spørgsmål: Er du overrasket over Mette Frederiksens udmeldinger?

- Jeg tror, hun kommer til at æde sine ord igen. Det er meget svært at se, at Socialdemokraterne som parti kan acceptere en situation, hvor man kun vil lave noget i Folketinget, hvis Lars Løkke har givet Socialdemokraterne lov, siger Thulesen Dahl.

Spørgsmål: Har Mette Frederiksen berøringsangst over for DF?

- Det virker som om, hun stadig er fornærmet over, at Socialdemokraterne har tabt regeringsmagten. Altså fornærmet på vælgerne.

- Det er noget vrøvl, når hun siger, at hvorfor peger vi ikke på hende som statsminister i stedet for Løkke, hvis vi er mere enige med S end V. Det handler om en samlet vurdering fra vores side om, hvor vi får mest indflydelse, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/