Thulesen om Løkkes nye asylstramninger: Endelig!

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er klar til at gennemføre fire nye asylstramninger, der skal bremse tilstrømningen til Danmark, siger han på et pressemøde onsdag, og det vækker glæde hos regeringens største støtteparti Dansk Folkeparti.

- Endelig er regeringen kommet til den erkendelse, at den nuværende situation er uholdbar for Danmark. At den nuværende flygtninge og migrantsituation skal ændres, skriver partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, på Facebook.

Fredag skal partilederne mødes om pakken, og Kristian Thulesen Dahl ser frem til at høre nærmere om detaljerne, som statsministeren ikke ruttede med på pressemødet onsdag.

Dansk Folkeparti håber at pakken er "markant", skriver Thulesen Dahl.

- Ellers vil vi i Dansk Folkeparti stille de forslag, som måtte mangle, for at vi får udlændingesituationen på ret kurs.

Ifølge DF viser situationen, at det "går for langsomt med EU i spørgsmålet om migrantstrømmen".

- At der ikke er kontrol ved EU's ydre grænser. Det viser vigtigheden i, at Danmark selv kan bestemme sine egne regler i forhold til udlændinge, skriver Thulesen Dahl og kæder spørgsmålet sammen med folkeafstemningen om retsforbeholdet:

- Nu mangler vi blot erkendelsen af, at et nej tak 3. december er nødvendigt for lige præcis at sikre dansk suverænitet og selvstændighed på dette område.

/ritzau/