Thulesen: Peter Christensen bliver god forsvarsminister

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har truffet det rigtige valg ved at udpege Peter Christensen (V) til ny forsvarsminister.

Det er vurderingen hos blå bloks største parti, Dansk Folkeparti. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siger:

- Jeg synes ikke, det er et overraskende valg. Jeg har hele tiden tænkt, at han var en af dem, som Lars Løkke ville trække tilbage i landspolitik, når muligheden var der. Det var den så nu.

- Nu trækker en sønderjyde sig fra posten og bliver afløst af en anden sønderjyde, og på den måde er landsdelen fortsat repræsenteret på forsvarsministerposten, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han ønsker Peter Christensen velkommen tilbage i landspolitik, hvor der forude venter en række store forhandlinger om blandt andet køb af kampfly og et nyt forsvarsforlig.

Her vil Peter Christensen vise sig som en pragmatisk og direkte forhandlingsleder, forventer Kristian Thulesen Dahl:

- Vi kender Peter Christensen som en politiker, der er nem at diskutere med og som taler direkte ud af posen. Det har vi haft tradition for i de år, han har siddet på Christiansborg, og det er også vores tilgang til tingene.

- Derfor er jeg overbevist om, at han vil kunne udfylde posten på en god måde, og vi kan få et godt samarbejde, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/