Thulesen: Reglerne for ophold i Danmark skal laves om

Skrevet af admin

20/09/2015

Dagens topnyheder

De flygtninge, som lige nu kommer til Danmark, skal have klar besked om, at opholdet er midlertidigt. Derfor bør reglerne for ophold i Danmark laves om i lyset af den ekstraordinære situation, som Danmark og Europa står i.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Han er bekymret over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har slået ind på en "anden linje" efter valget, hvor Løkkes "straksopbremsning" er afløst af meldinger om, at Danmark er forpligtet til at modtage og integrere flygtninge.

Løkke siger dog også i et interview med Berlingske, at flygtninge skal sendes hjem igen, når det bliver muligt.

Det vil Dansk Folkeparti gerne have håndfaste garantier på. Derfor bør man blandt andet se på reglerne for ophold, som i dag betyder, at man efter fem års lovligt ophold i Danmark kan søge om en permanent opholdstilladelse:

- Jeg synes, man skulle afskaffe muligheden for permanent opholdstilladelse i den ekstraordinære situation, vi står i, siger Thulesen Dahl og tilføjer:

- Jeg henviser til tiden efter ex-Jugoslavien, hvor man faktisk tog nogle beslutninger om midlertidig hjælp. Man anerkendte, at i en situation, hvor jeg tror, der kom 600.000 på kort tid, der skulle landene have mulighed for at hjælpe på en anden måde end ved at integrere personerne, siger Thulesen Dahl.

På Dansk Folkepartis landsmøde i Herning i denne weekend opfordrer han til, at Danmark helt omlægger asylpolitikken:

- Vi skal have fat i flere redskaber. Både i forhold til de regler, der gælder i forhold til ophold, men også i forhold til de initiativer, vi sætter i gang over for de mennesker, som kommer til Danmark.

- Det er klart, at hvis personer, der kommer til Sandholm-lejren, forventer, at de efter få dage er ude i en kommune og i gang med et integrationsprogram, så indstiller de sig selvfølgelig på, at det her er deres nye land.

- Vi har ikke noget i den måde, vi modtager folk på, som understreger, at de er her midlertidigt. Det skal vi justere på, siger Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti lægger op til, at det skal være slut med, at kommunerne skal stille boliger til rådighed for flygtninge og hjælper med at finde arbejde. I stedet skal flygtningene bruge deres kræfter på et skabe et godt liv på centre, der drives af staten:

- Vi skal bruger de menneskers kompetencer til at undervise børn og lave aktiviteter, så der sker noget i centrene. Men samtidig skal det stå krystalklart, at man skal vende hjem igen, siger Thulesen.

/ritzau/