Thulesen siger nej til EU-plan: Det er asyltvang

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at Danmark bør afvise at gå med i den plan om en obligatorisk fordeling af i alt 160.000 flygtninge, som EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, onsdag fremlagde.

Kristian Thulesen Dahl mener, at EU glemmer at løse den egentlige udfordring: At tusindvis af mennesker vandrer til Europa for at få asyl.

- Det er en gal retning, man er ude i, når man taler om en tvangsfordeling i EU. Det er helt afgørende, at landenes befolkninger er indforstået med at modtage asylansøgere og migranter, for at det fungerer godt.

- Derfor er det ikke en god idé, at man fra EU's side forsøger at tvinge det ned over befolkningerne, siger Thulesen Dahl.

Han mener, at EU frem for fordeling af flygtninge bør have langt større fokus på at hjælpe i nærområderne for at stoppe vandringen mod Europa.

Spørgsmål: Men vi står i en aktuel krisesituation i Europa, og den er man vel nødt til at løse?

- Hvis vi løser det her, så er vi jo ikke over udfordringen. Så kommer der 160.000 igen om et øjeblik, og sådan vil det fortsætte, fordi der er ganske mange mennesker i denne verden, der gerne vil flytte sig for at få bedre materielle vilkår, siger Thulesen Dahl.

Han mener, at Junckers plan vil understøtte den "befolkningsvandring", som er i gang.

- Man blander flygtninge og migranter sammen i en pærevælling i stedet for at bruge ressourcerne der, hvor de gør mest gavn, nemlig i nærområder.

- Det er der, vi også kan hjælpe de flygtninge, som ikke kan betale en menneskesmugler for at komme til Europa, mener Thulesen Dahl.

Han ser Junckers plan som et første skridt mod permanente flygtningekvoter i EU, og hvis det er tilfældet, så bør Danmark helt træde ud af Dublin-forordningen, mener DF's formand.

- Nu skal det diskuteres, og vi vil forsøge at overbevise regeringen om, at Danmark ikke bare skal lægge sig i slipstrømmen af Tyskland.

- Danmark bør overbevise EU om, at de mennesker, som bliver hjulpet, kun bliver det på midlertidig basis og ikke med henblik på permanent ophold.

- Det var det samme, man gjorde i 1990'erne, da Jugoslavien brød sammen. Og det vil betyde, at det i højere grad er flygtninge frem for migranter, der søger til Europa, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/