Ti års mareridt på Seymour Avenue forbi

Sådan sagde FBI-agenten Stephen Anthony ved en pressekonference tirsdag i den amerikanske storby Cleveland. Aftenen før var tre kvinder, der blev bortført for ti år siden, blevet fundet af politiet i et stille villakvarter på Seymour Avenue, syd for downtown Cleveland.

»Hjælp mig, jeg er Amanda Berry. Jeg er blevet kidnappet, og jeg har været forsvundet i ti år. Nu er jeg her, jeg er fri nu,« sagde en af kvinderne, 27-årige Amanda Berry, da hun ringede til alarmcentralen mandag aften, efter at det var lykkedes hende med naboens hjælp at slippe ud af huset, hvor hun blev holdt indespærret.

Amanda Berry blev bortført dagen før sin 17 års fødselsdag. De to andre kvinder - Gina DeJesus og Michelle Knight - forsvandt sporløst for henholdsvis ni og elleve år siden.

Mandag aften lykkedes det Amanda Berry at tilkalde hjælp fra en nabo på Seymour Avenue, og det blev slutningen på et ti år langt mareridt. Ikke bare for Berry og de to andre kvinder. Også for Amanda Berrys seksårige datter, der altså er født i fangenskab.

Hvem der er far til datteren, og hvad der er foregået i huset, er blot nogle af de mange ubesvarede spørgsmål, der står tilbage.

Politiet fortalte på pressemødet tirsdag, at den hovedmistænkte - Ariel Castro - kun én gang tidligere havde været i politiets søgelys. Det var i 2004, da han som skolebuschauffør glemte en passagerer, da han kørte bussen i garage.

Sagen fik ikke noget retsligt efterspil, for da politiet dukkede op på Seymour Avenue, var der ingen, der åbnede døren. Politiet droppede efterfølgende sagen.

Bortset fra den episode var Castro aldrig i politiets eller andre myndigheders søgelys. Han passede sit arbejde og alt så tilsyneladende normalt ud. Naboen Charles Ramsey, der hjalp Amanda Berry ud af huset mandag aften, fortalte til flere medier, at han endda havde holdt barbecue, spist grillmad og hørt salsa-musik med Castro uden at fatte den mindste mistanke om, hvad der gemte sig i huset med det amerikanske flag på fordøren.

Tilsyneladende led de bortførte kvinder ikke fysisk overlast. De blev alle udskrevet fra MetroHealth Medical Center natten til tirsdag og genforenet med deres familier. Politichef Ed Tomba fra Clevelands politi sagde, at kvinderne var »ved nogenlunde godt helbred«.

Politiet har ikke frigivet oplysninger om, hvordan Ariel Castro og hans to brødre, der ligeledes er mistænkt i sagen, stiller sig til anklagen og den forventede sigtelse for frihedsberøvelse.

Den danske psykiater Henrik Day Poulsen mener ikke, man bare kan affærdige gerningsmændene som værende sindssyge.

»Der er sikkert nogle, der vil tænke, at de er svært psykisk syge, men det passer ikke, for har man en svær psykisk sygdom, kan man ikke holde folk fanget i så mange år. Jeg tror, at der er tale om folk, der nyder den her tilfangetagelse, og man kan også forestille sig, at de har udsat kvinderne for voldtægt og måske også andre ting. Og det kan man jo kun gøre, hvis man slet ikke lader sig gå på af andre menneskers lidelser,« siger han.

De tilfangetagne kvinders lidelser er forbi, men spørgsmålene »hvorfor« og »hvordan« skal først nu til at besvares.

Dagens Gossip