Ti dages dansk rumeventyr i vente

»Missionen er opfyldelsen af en livslang drøm og kulminationen på mange års hårdt arbejde og uddannelse. Jeg glæder mig til at kunne deltage i ESAs program for videnskab og teknologiudvikling på Den Internationale Rumstation, og jeg er beæret over at repræsentere Danmark og Europa i rummet,« siger den 36-årige astronaut.

Missionen strækker sig over ti dage, og Andreas Mogensen får titel af flyingeniør på turen. Under missionen skal han afprøve ny teknologi - blandt andet en ny mobil kommunikationsenhed.

Han skal også teste en ny generation af sensorer og monitoreringsenheder, der båret på kroppen skal overvåge basale livsfunktioner. Derudover skal Andreas Mogensen afprøve en såkaldt elektro-muskel-mobilitetsenhed, som kan anvendes på fremtidige missioner til månen og Mars

»Missionen er en enestående mulighed for Europa til at udvikle og afprøve teknologier, der er nødvendige for astronauters fremtidige udforskning af rummet,« siger Andreas Mogensen.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) ser frem til opsendelsen af den danske astronaut.

»Innovation samt lyst og vilje til at udforske nye territorier og skabe resultater er afgørende for Danmarks fremtid. Andreas Mogensen er et foregangseksempel, og en dansk astronaut kan inspirere vores unge til at interessere sig for og uddanne sig inden for det tekniske og naturvidenskabelige område,« siger ministeren.

»Danmark har i årtier markeret sig og deltaget i samarbejdet om bemandet rumfart og Den Internationale Rumstation. Det er derfor helt naturligt og meget glædeligt, at den første dansker nu får en mission i rummet,« siger Morten Østergaard.

Andreas Mogensen er uddannet civilingeniør fra Imperial College London og har en ph.d. fra University of Texas i navigering, styring og regulering af rumfartøjer.

Det Europæiske Rumagentur, ESA, udvalgte i 2009 Andreas Mogensen som den første dansker til sit astronautkorps. Han afsluttede grunduddannelsen i 2011 og har siden fortsat sin træning frem mod sin mission til ISS i både Europa, USA og Rusland.

Dagens Gossip