Ti danske soldater udsendes til Tyrkiet

Torsdag blev det politisk godkendt, at hæren i weekenden kan udsende et Deployable Communication Module (DCM) på 10 mand til Tyrkiet for at støtte tyske luftværnsmissilbatterier. De bliver en del af den NATO-styrke, der stationeres i Tyrkiet for at sikre NATO-landet mod beskydninger fra syrisk territorium.

DCM er specialiseret i etablering og opretholdelse af sikre kommunikationsnetværk til strategisk kommunikation og til kommunikation mellem enheder. Enheden er en del af Danmarks bidrag til NATO’s stående kommandostruktur. Udsendelsen kan derfor ske hurtigt, og danskerne kan umiddelbart påbegynde samarbejdet med det tyske luftværnsmissilbatteri, som de skal støtte.

Forbereder sig i Tyskland
Hærens Operative Kommando blev kort før jul bemyndiget til at påbegynde de militære forberedelser af enheden, der i forventning om den politiske vedtagelse er taget til Tyskland for at forberede sig sammen med den tyske enhed.

De danske DCM-soldater deltager i en udsendelsesparade i Berlin sammen med deres tyske kolleger, inden de søndag drager til Tyrkiet for at indgå i den fælles NATO-styrke på grænsen til Syrien. Det danske bidrag skal være ude indtil slutning af april, hvorefter andre overtager som led i almindelig rotation.

Dagens Gossip