Ti udskældte teser blev til hverdagspolitik

Teserne talte om skattelettelser og skrumpning af den offentlige sektor, og de sendte chokbølger gennem regeringspartiet Venstre. Men i dag er ni ud af ti teser blevet hverdag i dansk politik, skriver Berlingske.

Tankegangen er ikke længere radikal, men »en del af den politiske virkelighed«, vurderer Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet. Ifølge ham er danskernes forhold til velfærdsstaten i dag præget af et større fokus på individuelt ansvar og forståelse for økonomiske prioriteter.

»Det var det, Søren Pind havde gang i med teserne: Det individuelle ansvar skulle mere i centrum. Det var lige skrap nok kost dengang, men ikke desto mindre er det blevet en politisk realitet, som den nuværende regering er skarp i retorikken om. Endnu mere end den forrige borgerlige regering. Ja, det er lige før, at de overgår Søren Pind,« siger Johannes Andersen til Berlingske.

At teserne er blevet hverdag, fastslår også tesernes fader, Søren Pind, selv:

»Historien om teserne må andre skrive, men i dag betragter jeg dem som mainstream liberal politik. Som for eksempel da Lars Løkke Rasmussen (V) fastslog, at det er vigtigere, at skatterne falder, end at verdens største offentlige sektor vokser.«

En anden af tesemagerne, sognepræst og debattør Edith Thingstrup, siger:

»Det er fedt at have sejret. Især når man fik tæsk til at starte med.«

Det var Søren Pind, den daværende bygge- og teknikborgmester i København, der ifølge flere kilder tog initiativet til at lave ti liberale teser, som skulle anvise retningen for et liberalt Venstre. Han samlede en flok ligesindede Venstre-folk, og mens flokken gradvist voksede, mødtes de ad flere omgange i København til debat. Daværende V-folketingspolitiker, Leif Mikkelsen, der i dag sidder i Folketinget og er landsformand for Liberal Alliance, åbnede dørene til DGI-Byen, som han på det tidspunkt var formand for. Her mødtes gruppen til svømning med efterfølgende politisk debat. De var også på havnerundfart i København i forbindelse med tesedebatterne. Der var god stemning, husker tesemagerne i dag.

Men hyggen blev brudt, da teserne blev offentliggjort. De blev opfattet som en udtalt kritik og et direkte opgør med den midtsøgende linje, som i 2001 havde sikret Venstre Statsministeriet. Konflikten blev ikke mindre, da Venstres partiformand og daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, et par uger senere gjorde teserne til et spørgsmål om opbakning til hans linje eller hans afgang.

Rabalderet var voldsommere, end nogen havde forestillet sig, husker flere tesemagere. Og teserne, som skulle have været diskuteret på efterårets landsmøde, blev trukket. En række kilder fortæller, at der blev talt dunder på sommergruppemødet i 2003 over for folketingsgruppens seks tesemagere.

Stemplet som tesemager var under Fogh alt andet end karrierefremmende, mener flere tesebagmænd. Edith Thingstrup sætter ord på oplevelsen:

»Venstres ledelse blev »stærkt fornærmet«. De følte, at de var blevet undsagt, og Fogh ville jo have al magt over sjælene. Forslagsstillerne blev presset til at falde fra lidt efter lidt.«

Men teserne var ikke tænkt som et oprør, forklarer flere af folkene bag – faktisk anså de dem som udtryk for Venstres grundholdninger. Og i dag har teserne vundet gehør. Ikke kun i Venstre, men bredt i Folketinget, hvor også den socialdemokratisk-ledede regering har ført nogle af teserne ud i livet.

Skatteordfører og tesebagmand Torsten Schack-Petersen (V) konstaterer:

»Teserne var måske lidt forud for sin tid.«

En anden tesemager, folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt (V), siger:

»Der er mere brug for en liberal dagsorden i dag end i 2003 med nogle af de udfordringer, vi står over for.«

Leif Mikkelsen (LA) er godt tilfreds med udviklingen:

»Det fortæller, at det ikke var helt åndssvagt, og at noget af det både var nødvendig og rigtig god politik. Og derfor er det i historiens klare lys fuldstændig galimatias, at en Venstre-leder nærmest satte sin formandspost ind på, at teserne slet ikke skulle til debat.«

Jørn Henrik Petersen, forsker i velfærdsstaten ved Syddansk Universitet, slår fast, at der er sket store forandringer i dansk politik siden 2003 – og særligt i forhold til velfærdsstatens rolle kan der i dag siges langt mere end dengang.

»I oplægget til sidste landsmøde taler Socialdemokraterne eksplicit om krævementalitet og lignende – det ville have været fuldstændigt utænkeligt for fem-seks år siden. Det er en funktion af, at man i partierne er blevet bekymrede over en udvikling, blandt andet med flere og flere på overførselsindkomster, som er nok så svær at håndtere, når man samtidig står med økonomiske problemer,« siger han til Berlingske.

Ane Halsboe-Jørgensen (S), næstformand for Socialdemokraternes folketingsgruppe, afviser, at nogle af teserne skulle være blevet socialdemokratisk politik i dag.

»Vi har ikke et mål om, at skatterne skal stige eller den offentlige sektor vokse, tværtimod vil vi gerne lade pengene blive i folks lommer, hvis det giver mening, og vi samtidig kan levere en ordentlig offentlig service. Men vi vil ikke gå på kompromis med vores folkeskole eller ældrepleje ud fra et stivnakket princip om, at ingen må betale mere end 50 procent i skat.«

Dagens Gossip