Tid til løbende næser og øjne: Nu er der græspollen i luften

I dag erklærer Astma-Allergi Danmark officielt pollensæsonen for at være i gang.

Det gør organisationen, fordi der er registreret et græspollental på to i københavn og fem i Viborg. Græspollen er den type pollen, flest danskere er allergiske overfor.

Med udsendelsen af årets første pollental for græs begynder sæsonen omkring en uge tidligere end normalt. Typisk begynder græspollensæsonen i slutningen af maj, topper omkring Sankt Hans i juni og slutter hen over sommeren. Fra nu af bliver det altså kun værre for landets allergikere - og dem er der flere af, end man lige skulle tro.

Astma-Allergi Danmark har nemlig lavet en undersøgelse, der viser, at ni procent af den danske befolkning ikke modtager behandling for deres pollenallergi. Det skyldes, at mange slet ikke er klar over, at deres forkølelseslignende symptomer er pollenallergi og ikke en almindelig forårssnue.

Læs også: Klimaforandringer er en hård nyser for allergikerne

Ligesom det er svært at spå om både fremtiden og vejret, er det svært at forudse, hvor hård en sæson allergikerne går i vente.

- Mængden af græspollen vil i høj grad afhænge af vind- og vejrforholdene i de kommende uger. Får vi lunt og sommerligt vejr, betyder det flere græspollen i luften. Men hvis der i stedet kommer en periode med koldt og regnfuldt vejr, vil mængden være mere beskeden, siger Karen Rasmussen, biolog og leder af pollentællingerne i Astma-Allergi Danmark.

Til gengæld kan hun dog glæde allergikere, der ikke kan tåle birkepollen. Den sæson synger nemlig på sidste vers.

Læs også: Pas på: Pollenallergi svarer til promille på 0,5

Astma-Allergi Danmark har følgende råd til allergikere:

- Hold øje med Dagens Pollental og Pollenvarslinger. Du fx hente Astma-Allergi Danmarks pollen-app til din smartphone, så du altid har det aktuelle pollental på dig.

- Husk din medicin.

- Undgå eller begræns udendørsaktiviteter såsom idræt, hvis du får svære symptomer.

- Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller.

- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.

Dagens Gossip

Dagens TV