Tiden rinder ud for gratis HPV-vaccine

Senest 1. juli skal kvinder mellem 21 og 28 år have det første stik, hvis de vil sikre sig den gratis vaccination.

Ved udgangen af april, som undersøgelsen går frem til, havde 64,8 procent af kvinderne fra årgang 1985 til 1992 takket ja til HPV-vaccinen.

Kræftens Bekæmpelse forventer dog, at tallene er højere, ikke mindst på grund af en kampagne, der begyndte i maj.

For nylig berettede flere praktiserende læger, at rygter, kritiske artikler og debatindlæg på nettet får unge kvinder til at tvivle på HPV-vaccinens sikkerhed.

Det er bekymrende, mener Iben Holten, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse, for »HPV-vaccinen er en fantastisk mulighed for at forebygge en alvorlig kræftsygdom«.

»Det er vigtigt, at vi får de sidste piger med. Både for at beskytte dem mod livmoderhalskræft og forstadier og for at stoppe smittespredningen. Derfor er det super ærgerligt, hvis nogle lytter til løse rygter,« sagde Iben Holten for nylig til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Hun peger på, at bivirkningerne bliver fulgt nøje både i den danske lægemiddelstyrelse og i det europæiske og amerikanske lægemiddelagentur.

Det hele samles og overvåges af verdenssundhedsorganisationen WHO, og blandt andet på den baggrund vurderer alle sundhedsmyndigheder, at vaccinen er sikker.

Dagens Gossip

Dagens TV