Tidlig pension kan koste dyrt i alderdommen

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

De mange tusinde danskere, der er droppet ud af efterlønsordningen og har hævet pengene skattefrit, løber en enorm risiko. Det skriver Politiken fredag.

En analyse, som pensionsgiganten ATP fredag offentliggør i nyhedsbrevet Faktum, viser, at det kan koste helt op til 75 procent af pensionsformuen, hvis man som lønmodtager må forlade arbejdsmarkedet, tre år inden pensionsalderen er nået.

Så vil de fleste blive tvunget til leve af den pension, de har sparet op på jobbet. Med mindre de kan komme igennem nåleøjet til en førtidspension.

- Vi kommer til at se en gruppe borgere, der er nødt til at aktivere deres arbejdsmarkedspensioner på forhånd, inden de er blevet pensionister, fordi de ikke har andet at leve af.

- Men man kan som bekendt ikke bruge pengene to gange. Så konsekvensen er uundgåeligt færre penge at leve for, når man så endelig når pensionsalderen, siger ATP’s analysechef, Ole Beier Sørensen til Politiken.

Det er regeringens omfattende reform af efterlønsordningen fra sidste år, der hævede pensionsalderen og forkortede efterlønsperioden i et forsøg på at få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Omvendt fik danskerne mulighed for at hæve de opsparede efterlønskroner skattefrit.

Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, understreger, at det ikke er den bedste løsning for alle at holde fast i efterlønsordningen.

Men det er et reelt problem, at der ikke længere er de samme muligheder for at forlade arbejdsmarkedet tidligere end planlagt, mener han.

- Vi får brug for noget 'damage repair' for ubrugelige 62-72-årige, som ikke kan få pension, ikke får førtidspension, ikke kan gå på dagpenge i det uendelige, ikke kan gå på sygedagpenge - og måske ikke engang få kontanthjælp, hvis de er gift, siger han.

/ritzau/