Tidligere ansatte: Ryanair skabte frygt for fagforeninger

Skrevet af admin

15/06/2015

Mest læste i dag

Mandag eftermiddag bliver det seneste og foreløbigt sidste slag i sagen mellem fagbevægelsen og luftfartsselskabet Ryanair udkæmpet i Arbejdsretten i København.

LO repræsenterer Flybranchens Personale Union (FPU) og kæmper for at få lov til at indlede konflikt mod det irske selskab, som omvendt mener, at man har ret til at sige nej tak til at tegne dansk overenskomst.

LO-advokat Peter Nisbeth har i forbindelse med mandagens hovedforhandling, der begyndte 14.30 fremlagt eksempler på kontrakter, som de personer, der skulle arbejde på Ryanairs base i Danmark, angiveligt er blevet tilbudt.

Det er dog ikke lykkedes at få disse personer til at stå frem eller i det hele taget at føre vidner, der arbejder for Ryanair.

- Jeg tror ikke, at de tør, fordi der går historier om kolleger, der er blevet fyret, efter at de har talt med en fagforening, sagde Thilde Waast, der er formand for FPU.

Hun fortalte under sin vidneforklaring, at FPU's møder med Ryanair-ansatte for det meste har været hemmelige og er foregået på offentlige steder, hvor de ikke har uniform på.

Nogle gange har de ansatte også brugt anonyme emails, så korrespondancen ikke kan spores tilbage til dem.

To tidligere Ryanair-piloter var også indkaldt som vidner. De gav begge udtryk for at have arbejdet et sted, hvor der var megen frygt blandt de ansatte og dårlige arbejdsforhold.

- Fagforeninger var et fyord. Du måtte godt være medlem, men du måtte ikke udtale dig om dine ansættelsesvilkår til dem, sagde Nilas Andersen, der selv sagde op i slutningen af 2013, efter at han blandt andet ikke havde fået løn i tre uger, hvor han var sygemeldt som følge af et biluheld.

Efter afhøringen af fagbevægelsens vidner er Ryanairs advokat, Michael Møller Nielsen, igen med at afhøre sine vidner, herunder luftfartsselskabets HR-chef, Eddie Wilson.

Hovedforhandlingen skulle ifølge tidsplanen være færdig omkring 21.30, men den er allerede skredet en smule.

Det er også langt fra sikkert, at tre tre dommere når frem til en afgørelse i dag. Forventningen er, at de skal bruge nogle uger efterfølgende på at nå frem til en kendelse.

/ritzau/