Tidligere bankchef Carsten Andersen er død

Gennem flere år og perioder kæmpede Carsten Andersen, der boede i Aabenraa, med kræft.

Da han i februar 2012 blev formand for en fusion af to kriseramte banker, Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank, fortalte han for første gang åbent om sin kræftsygdom og tog netop den med i sine betragtninger:

»Når man har sådan en diagnose, så tænker man ikke ti år frem. Det gør man ikke. Men sagt med et skævt smil, så skal jeg ikke være bestyrelsesformand i Lemvig i ti år. Jeg tror på, at jeg har gode chancer for at holde min sygdom under kontrol i den periode, hvor jeg skal være formand for Vestjysk Bank. Min kræft står ikke i vejen for opgaven,« sagde han til Børsen.

Et år senere, i januar 2013, måtte han dog og netop med henvisning til sin sygdom trække sig fra formandsposten.

Carsten Andersens betydning i og for Sydbank var gennem årene så afgørende, at han bar tilnavnet Mr. Sydbank.

Han gav sig selv rollen som bankfusionernes foregangsmand med redning af banker, blandt andet Varde Bank. Efter hans idé videreførtes de nødlidendes gode dele, mens de dårlige skiltes fra.

Bid for bid gjorde han Sydbank landsdækkende og til en af landets største banker.

Dagens Gossip