Tidligere Bayern-boss fik rørende støtte i fængslet

Skrevet af admin

13/03/2016

Dagens topnyheder

Bayern Münchens tidligere præsident Uli Hoeness udtalte sig for første gang søndag om de 21 måneder, han indtil for nylig tilbragte i fængsel for skatteunddragelse.

Det skete i forbindelse med en æresceremoni for den tidligere Bayern-træner Jupp Heynckes, hvor Hoeness var inviteret til at tale.

Og støtte fra netop Heynckes betød meget for Hoeness i hans tid i fængslet, sagde han i sin tale.

- Når man laver en så stor fejl, som den jeg har lavet, så er det en stor glæde og ære at få lov til at holde en tale for min ven Jupp Heynckes, lød det fra Hoeness.

Han afslørede, at Heynckes i januar 2015 fik ham til at græde i fængselscellen, da Heynckes sendte ham en videohilsen på hans fødselsdag.

- Jeg har aldrig set noget så rørende, sagde Hoeness.

Talen blev holdt i den tyske by Mönchengladbach, hvor Heynckes er født og vandt mesterskaber som spiller. Og selv om Borussia Mönchengladbach er Bayerns rivaler, modtog Hoeness meget støtte fra klubbens fans i fængslet.

- Jeg fik flere håndskrevne breve, og jeg læste dem i cellen med tårer i øjnene. Jeg fik meget støtte fra Borussia Mönchengladbach, hvilket var en ret stor overraskelse, forklarede han.

Hoeness ville ikke udtale sig om sin fremtid, men sagde at han 1. juli vil annoncere, om han ønsker en rolle i Bayern München.

Som aktiv fodboldspiller blev Hoeness både verdens- og europamester med Vesttyskland, inden karrieren stoppede i utide som følge af skader.

Fra 1979 trådte han ind i en rolle som magtfuld manager i klubben - en post han sad på i 30 år, inden han i 2009 blev valgt som klubbens præsident.

Han blev i marts 2014 dømt for at have undladt at betale mere end 200 millioner kroner i skat og blev i februar løsladt efter 21 måneder i fængsel.

/ritzau/