Tidligere boligminister Carsten Hansen forlader landspolitik

Skrevet af admin

09/10/2015

Mest læste i dag

Den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og minister for by-, bolig- og landdistrikter genopstiller ikke til næste folketingsvalg, skriver TV2/Fyn.

Efter 17 år i Folketinget blev Carsten Hansen i sommer ikke valgt til en ny periode på Christiansborg. Og nu meddeler fynboen så, at han ikke er på stemmesedlen næste gang, der udskrives valg.

- Det har været en fremragende tid med 17 år i Folketinget og med godt 10 år som en del af ledelsen i partiet. Men jeg er 58 år, og vi ved jo ikke, hvornår Lars Løkke udskriver valg igen.

- Derfor vil jeg give min kreds god tid til at finde ny kandidat, siger Carsten Hansen til tv-stationen.

Den tidligere varmemester blev valgt ind 1998.

I 2006 blev han gruppeformand, og i 2011 blev han udnævnt til minister for by-, bolig- og landdistrikter.

Men i juni fik han et katastrofalt valg med kun 2567 stemmer og røg ud af Folketinget.

Ved forrige valg i 2011 stemte 8171 fynboer personligt på Carsten Hansen.

- Det har været enormt spændende og samtidig enormt hårdt. Siden jeg meldte mig ind i partiet for knapt 40 år siden, har jeg prøvet alt fra at være menigt medlem til at være minister.

- Og skal jeg nå at prøve noget andet inden for partiet, så er det ved at være nu, siger Carsten Hansen.

Til TV2/Fyn siger Carsten Hansen, at han ikke lægger den politiske karriere på hylden, men det er slut med landspolitik.

- Jeg føler mig ikke brændt ud, og jeg smækker ikke med døren. Jeg har allerede haft møder med de lokale socialdemokrater om, hvordan jeg kan hjælpe til.

- Jeg kommer med et solidt netværk fra mine år på borgen og som minister, og jeg har fortsat tænkt mig at være aktiv i partiet, siger Carsten Hansen til TV2/Fyn.

/ritzau/