Tidligere britisk premierminister forlader politik

Skrevet af admin

02/12/2014

Dagens topnyheder

Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown trækker sig fra politik efter godt 30 års tjeneste. Den 63-årige Brown meddelte mandag, at han ikke genopstiller for Labour ved parlamentsvalget i maj næste år.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, sagde han i en tale mandag i sin valgkreds i Skotland.

Da Labour vandt valget i 1997, blev Gordon Brown udnævnt til finansminister, og den post beholdt han frem til 2007, da premierminister Tony Blair trak sig. Derefter rykkede Brown ind i Downing Street nummer 10 som premierminister.

Men han blev aldrig populær hos vælgerne. Brown virkede akavet foran fjernsynskameraer, og inden valget i 2010, der blev det dårligste for Labour siden 1983, var han ifølge meningsmålinger rangeret som den mest upopulære premierminister i et halvt århundrede.

Brown nåede kun tre år som regeringsleder. Siden 1900 har kun tre premierministre siddet kortere tid på magten.

Den konservative David Cameron blev ny premierminister efter valget i 2010, og Browns tid som toppolitiker lakkede mod enden. Efter valgnederlaget blev han efterfulgt som partileder af Ed Miliband.

Brown, der er født i Skotland, har de seneste år som menigt medlem af parlamentet i London ikke gjort meget væsen af sig. Men i efteråret var han for en kort stund tilbage i rampelyset, da han aktivt deltog i nejsidens kampagne op til folkeafstemningen i Skotland om selvstændighed.

Gordon Brown blev første gang valgt ind parlamentet i 1983. Norman Smith, politisk kommentator hos BBC, er ikke overrasket over Browns beslutning.

- Siden valget i 2010 har han kun meget sjældent været i Westminister, siger han.

Gordon Brown vil fremover koncentrere sig om velgørende arbejde for FN.

/ritzau/AFP