Tidligere Brøndby-angriber Ousman Jallow til SønderjyskE?

Det er ved at være et par år siden, at navnet Ousman Jallow gav genklang i den danske fodboldverden, men det kan måske snart ske igen.

I hvert fald skal den tidligere Brøndby-angriber gennemgå et prøvetræningsophold hos Sønderjyske.

- Gennem vores netværk har vi fået mulighed for at få set nærmere på Jallow. Han starter på mandag, og så har vi ham i 14 dage, siger Sønderjyskes sportschef, Ole Nielsen, til bold.dk.

- Vi kender ham jo fra hans tid i Brøndby. Men der er gået tre år imellem, så vi skal lige se, hvor han er henne. Og han er ikke den eneste angriber, vi har på blokken. Der er andre navne i spil, siger han.

Ousman Jallow fra Gambia var fra 2008-11 angriber i Brøndby, som dog fritstillede ham i sommeren 2011 ved kontraktudløb.

Den 25-årige angriber scorede ifølge Brøndbys hjemmeside 21 mål i 86 kampe for klubben.

Senere optrådte han i tyrkisk fodbold.

Sønderjyske er sidst i Superligaen med 16 point for 18 kampe.

Klubben har fem point op til FC Vestsjælland, der ligger lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Dagens Gossip