Tidligere Chelsea-læge hiver Mourinho i retten

Chelseas tidligere holdlæge Eva Carneiro pønser på at indlede en retssag mod klubbens i forvejen hårdt pressede manager, José Mourinho.

Det skriver BBC og flere andre britiske medier.

Carneiros advokater sagsøger allerede London-klubben for at have fremprovokeret hendes opsigelse, mens den nye sag omhandler Mourinhos behandling af hende.

Den individuelle sag mod Mourinho ventes ifølge BBC at havne på Chelsea-managerens bord senere på ugen. I så fald vil portugiseren blive tvunget til at møde op i arbejdsretten, medmindre der indgås et forlig uden for retssalen.

Eva Carneiro blev degraderet og kaldt naiv af Mourinho efter en kamp mod Swansea i Premier League 8. august.

Portugiseren var utilfreds med, at lægen i slutfasen stormede på banen for at tilse stjernespilleren Eden Hazard, der lå og ømmede sig.

Mourinho mente, at lægen dermed fratog Chelsea en sidste mulighed for at jagte et sejrsmål i 2-2-kampen.

For nylig frikendte Det Engelske Fodboldforbund, FA, Mourinho for at have fremsat sexistiske bemærkninger til den kvindelige læge i kampens hede. Det skete dog helt uden at afhøre Carneiro, der på det tidspunkt havde valgt at stoppe i klubben.

Chelsea befinder sig i øjeblikket i en større krise på fodboldbanen, hvor mesterholdet har fået en historisk dårlig start på Premier League.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip