Tidligere colombiansk måltyv: Brasilien spiller skidt

De brasilianske værter har ikke spillet specielt godt ved det igangværende fodbold-VM.

Det mener Faustino Asprilla, der i 1990'erne var en af Colombias største stjerner og blandt andet var en populær skikkelse i italienske Parma og engelske Newcastle.

- Brasilien spiller ikke godt, men Brasilien er Brasilien og er femdobbelt verdensmester, og Brasilien er på hjemmebane, siger den tidligere angriber til avisen El Espectador.

Netop Colombia og Brasilien tørner fredag sammen i kvartfinalen.

- Det bliver en svær kamp for mine landsmænd, men med det niveau, som det colombianske hold har vist indtil videre ved slutrunden, kan man godt drømme om mere end at have nået kvartfinalen, siger Asprilla.

Mens Brasilien er femdobbelt verdensmester, så er det første gang nogensinde, at Colombia er blandt de sidste otte hold ved VM.

- Hvis Colombia spiller som hidtil, så kan vi uden problemer vinder over Brasilien, mener Asprilla.

Colombia har vundet samtlige af holdets fire kampe ved VM - senest 2-0 i 1/8-finalen mod Uruguay.

Kampen begynder klokken 22 dansk tid fredag.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV