Tidligere DBU-formand afviser EM-studehandel

Skrevet af admin

24/09/2014

Dagens topnyheder

Knap var Danmark blevet annonceret som en af de 13 værter for EM-slutrunden i fodbold i 2020, inden det svenske fodboldforbund udtrykte harme over, at Danmark blev valgt foran Sverige.

Projektlederen for den svenske ansøgning, Göran Havik, mente, at det blev afgørende, at Danmark i modsætning til Sverige har en repræsentant i Uefas eksekutivkomité, nemlig den tidligere formand for det danske fodboldforbund (DBU) Allan Hansen.

Det afviser sidstnævnte onsdag i BT.

- Sådan ser jeg ikke på tingene. Jeg har på intet tidspunkt lavet studehandler med mine kolleger i eksekutivkomitéen.

- Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det har haft en positiv effekt på Uefas valg af Parken som EM-arena, at jeg har mit internationale netværk på plads, siger Allan Hansen.

Den svenske fortørnelse kommer blandt andet af, at det nyopførte stadion i Stockholm Friends Arena har en kapacitet på 50.000, mens den danske nationalarena kun kan huse godt 38.000 og derfor skulle have dispensation af Uefa for at blive et EM-stadion i 2020.

- Vi har ikke haft nogen repræsentant i komitéen i en årrække, og det, tror vi, har været afgørende. De taler sammen og påvirker hinanden. Sådan fungerer det i de sammenhænge, lød kritikken fra Göran Havik, da Uefa i fredags satte navn på 13 værter.

- Vi finder det lidt overraskende, at man vælger netop den arena i Skandinavien frem for Friends Arena. Men Danmark er også repræsenteret i eksekutivkomitéen, uddybede han.

Danmark skal ved slutrunden i 2020 være vært for tre kampe i gruppespillet og en 1/8-finale.

/ritzau/