Tidligere FCK-træner overtager Finlands landshold

Skrevet af admin

12/08/2015

Dagens topnyheder

Den svenske træner Hans Backe kan føje endnu et hold til den lange liste af mandskaber, han har været træner for.

Næste projekt for Hans Backe bliver at føre det finske fodboldlandshold til succes.

Onsdag meddeler det finske fodboldlandshold, at Backe starter i jobbet fra begyndelsen af 2016.

Hans Backe er i Danmark mest kendt for sin tid som træner i FC København, som han førte til flere mesterskaber i perioden fra 2001 til 2005.

Fra 1998 til 2000 var han træner i AaB, som han også førte til et dansk mesterskab i 1999.

New York Red Bulls er den seneste klub, Backe har stået i spidsen for. Det skete fra 2010 til 2012.

Siden har han blandt andet fungeret som ekspertkommentator på tv.

Backe overtager det finske landshold efter Mixu Paatelainen, der blev fyret denne sommer efter en svag start på EM-kvalifikationsturneringen.

/ritzau/TT