Tidligere FCK'er kan misse VM efter grimt uheld

Skrevet af admin

25/01/2014

Mest læste i dag

Sommerens VM-slutrunde kan være i fare for den tidligere FC København-spiller Bryan Oviedo efter et væmmeligt uheld lørdag.

Den costaricanske wing ville afværge et skudforsøg i Evertons FA Cup-kamp mod League One-holdet Stevenage. Oviedo nåede først på bolden, men Stevenage-spilleren fortsatte sit spark og ramte costaricanerens fod, der efterfølgende hang og dinglede.

Efter at have modtaget behandling i adskillige minutter blev Oviedo båret fra banen, mens holdkammeraterne chokerede så til.

Inden den ubehagelige skade havde Everton efter fem minutters spil bragt sig foran med 1-0 på et mål af skotten Steven Naismith, der var først på bolden efter lidt klumpspil i feltet.

Det undertippede hjemmehold, der ligger sidst i Englands tredjebedste række, havde ellers en stor mulighed for åbne scoringen minuttet inden.

Evertons reservemålmand Joel Robles virkede alt andet end overbevisende ved en tilbagelægning, og bolden havnede for fødderne af en Stevenage-angriber. Heldigvis for Everton blokerede John Stones afslutningen mod det ellers tomme mål.

Stevenage havde flere muligheder for at udligne, men i stedet scorede Steven Naismith til 2-0, da han koldblodigt udnyttede en friløber. Oplægget kom i øvrigt fra rutinerede Leon Osman, der var kommet ind i stedet for den skadede Bryan Oviedo.

Efter pausen fortsatte Everton det gode spil, og ti minutter inde i anden halvleg lukkede den hollandske forsvarsspiller John Heitinga kampen, da han på kanten af det lille felt pandede et saksesparksindlæg i mål.

Kantspilleren Magaye Gueye scorede efter 85 minutter til slutresultatet 4-0.

Med sejren er Everton klar til femte runde i FA Cuppen.

/ritzau/