Tidligere FCK'ers operation styrker håb om VM

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere FC København-spiller Bryan Oviedo kan måske alligevel gøre sig forhåbninger om at komme til at spille med ved VM-slutrunden i Brasilien til sommer.

Costaricaneren pådrog sig lørdag et dobbelt benbrud i sit venstre ben i FA Cup-sejren over Stevenage, og klubben frygtede op til seks måneders pause.

Bryan Oviedo blev mandag opereret, og det gik rigtig godt.

- Bryans operation var en stor succes, og han har det godt, siger chefen for Evertons medicinske afdeling, Danny Donachie, til klubbens hjemmeside.

Everton nævner ikke noget om, hvor længe klubben forventer, at spilleren skal sidde udenfor.

- Vi vil arbejde hårdt for at få ham tilbage så hurtigt, som vi kan, siger Danny Donachie.

23-årige Bryan Oviedo, som i dansk fodbold også nåede et lejeophold hos FC Nordsjælland, forsøger at holde hovedet koldt.

- Siden det skete, har jeg tænkt på VM. Jeg bliver nødt til at forholde mig roligt, og jeg er klar til, hvad end Gud bestemmer.

- Hvis jeg kommer med til VM, så er det dejligt. Men hvis det ikke sker, så er det ikke verdens ende, siger han.

VM i Brasilien begynder den 12. juni. Costa Rica, som er i gruppe med England, Italien og Uruguay, spiller sin første kamp den 14. juni mod Uruguay.

/ritzau/