Tidligere FCN-profil prøvertræner i FC Midtjylland

Og det er faktisk ikke en hr. hvem-som-helst, Superligaens tophold har på prøve. I sine tre år i FC Nordsjælland spillede Francis Dickoh over 100 kampe og blev så stor en profil, at hollandske Utrecht hentede ham til Æresdivisionen. Her var flotte præstationer gennem fire sæsoner med til at gøre ham til landsholdsspiller i Ghana.

FC Midtjyllands træner Glen Riddersholm glæder sig derfor også til at se nærmere på den 30-årige forsvarsspiller:

- Vi er altid opmærksomme på hvilke spillere, der er ledige. Francis Dickoh er en erfaren forsvarsspiller, som vi godt kunne tænke os at kigge nærmere på. Vi leder altid efter gode spillere, som kan styrke bredden og toppen, men inden vi begynder at snakke om for meget, er det vigtigt, at vi får et godt indtryk af ham de næste fem dage, siger cheftræner Glen Riddersholm til FC Midtjyllands hjemmeside.

Udover at have spillet i Holland og Danmark har Francis Dickoh også været et smut forbi skotsk og græsk fodbold. Senest var den berejste fodboldspiller i Cercle Brügge i Belgien. Her løb hans kontrakt dog ud denne sommer, og siden har han stået uden kontrakt. Derfor har FC Midtjylland stadig mulighed for at hente Dickoh, selvom transfervinduet er lukket.

- FC Midtjylland er en god klub. Man kan se på stillingen - og på træningsbanen - at det er nogle gode spillere. Det vil man gerne være en del af. For mig handler det om at vise mig godt frem, og så håber jeg selvfølgelig på, at jeg kan blive her, siger Dickoh og understreger, at han stadig mangler lidt kamptræning for at være helt oppe i gear.

- Grundformen er der, men det er klart, at jeg mangler kamptræning. Det kan du ikke få via træning, siger Dickoh, der i 2006 skiftede fra FC Nordsjælland til Utrecht i Holland, hvor han på fire år spillede tæt på 100 kampe for den hollandske klub, inden turen gik til skotsk, græsk og altså senest belgisk fodbold.

Francis Dickoh har holdt formen ved lige i Lyngby, siden hans kontrakt udløb.

Dagens Gossip