Tidligere Fifa-generalsekretær får 12 års karantæne

Skrevet af admin

12/02/2016

Dagens topnyheder

Et Fifa-tribunal har fredag idømt forbundets tidligere generalsekretær Jerome Valcke 12 års karantæne for flere tilfælde af brud på reglerne.

Valcke har ifølge tribunalet således været involveret i fusk med VM-billetter og "sightseeing"-rejser på forbundets regning.

Fifas etiske komité siger, at Valcke, som blev fyret i sidste måned, har fået "12 års karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter".

- I forbindelse med vores undersøgelser er flere potentielle sager dukket op. I særdeleshed brud på Fifas regler for rejser, sager om samarbejdspartnere og salg af TV- og andre medierettigheder samt destruktion af bevismateriale, skriver komitéen ifølge Reuters i en meddelelse.

Den 55-årige franskmand har tidligere afvist af have gjort noget galt, da han blev anklaget for at være del af salg af VM-billetter på det sorte marked.

Jerome Valcke startede karrieren som journalist på tv-stationen Canal+, men blev i 2003 ansat i Fifa som tv- og marketingdirektør.

Fire år senere blev han på daværende præsident Sepp Blatters anbefaling indsat på posten som generalsekretær, hvor han afløste Urs Linsi.

/ritzau/