Tidligere galleriejer dømt for underslæb

Lars Schrøder, der er tidligere ejer af Galleriet Kunstcentrum i Funder nær Silkeborg, er blevet dømt for underslæb. Det takserede retten i Viborg til tre måneders betinget fængsel. Desuden skal han udføre 80 timers samfundstjeneste, skriver mja.dk.

Det nu lukkede galleri blev landskendt, da galleriejeren sidste år arrangerede udstillingen "Blottet for skam". Den skulle blandt andet indeholde live-sex.

I følge Lars Schrøder skulle udstillingen være en redningsplanke for galleriets trængte økonomi. Men udstillingen kom ikke i hus og galleriet måtte lukke.

I kølvandet fulgte anmeldelser til politiet fra kunstnere, der ikke havde modtaget penge for kunstværker, som Lars Schrøder havde solgt i sit galleri.

Byretten i Viborg dømte Lars Schrøder for underslæb for 40.000 kroner og han erkendte sig skyldig.

- Jeg solgte malerierne, fordi jeg og kæresten kom bagud med betalingerne og økonomien haltede. Derfor beholdt jeg pengene for malerierne, sagde han i retten.

Lars Schrøder forklarede også i retten, at han bor hjemme hos sine forældre og er på kontanthjælp. Til januar skal han starte på grundforløbet til teknisk designer, skriver mja.dk.

Dagens Gossip