Tidligere Hobro-topscorer vil kæmpe videre i Tyskland

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

Tilværelsen i Eintracht Braunschweig har hidtil ikke formet sig som ønsket for fodboldspilleren Mads Hvilsom.

Angriberen blev med 16 ligamål i sidste sæson den næstmest scorende spiller i Alka Superligaen, og det resulterede i et skifte fra Hobro til klubben i den næstbedste tyske række.

23-årige Mads Hvilsom har imidlertid kun fået spilletid i fem ligakampe, og det er endnu ikke lykkedes ham at score. Alligevel tænker han ikke på at forlade Braunschweig, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2018.

- Lige nu har jeg bare tænkt mig at give den gas i opstarten, og så må det være op til klubben.

- Jeg har ikke i tankerne, at der skal ske en hel masse. Men vi er selvfølgelig i gang med at snakke med dem om, hvad der kunne være af muligheder, siger Mads Hvilsom til bold.dk.

Han afskriver på forhånd at vende tilbage til Superligaen.

- Jeg ser det bare som en udfordring, det er en tilvænningsproces. Jeg er meget tilfreds med at være i udlandet, så det skal i hvert fald ikke være i Danmark, hvis jeg skal nogen steder. Jeg skylder det at give det chancen og kæmpe, siger angriberen.

Mads Hvilsom optrådte tidligere for FC Midtjylland, hvor han ikke formåede at slå igennem.

Det gjorde han til gengæld i Hobro, som blandt andet via hans mange mål sikrede oprykning til Superligaen sidste år.

Hobro blev i sidste sæson nummer syv i Superligaen, hvorefter Mads Hvilsom blev solgt.

/ritzau/