Tidligere italiensk gigant er igen klar til Serie A

Skrevet af admin

10/06/2015

Mest læste i dag

Med sine syv italienske mesterskaber er Bologna kun overgået af Juventus, Milan, Inter og Genoa, men man skal dog helt tilbage til 1964 for at finde det seneste mesterskab. Da blev danske Harald Nielsen ligatopscorer.

I de seneste årtier har klubben været langt fra fordums styrke, men fra den kommende sæson kan klubben i det mindste glæde sig over at være tilbage på højeste niveau i støvlelandet.

Det blev en kendsgerning tirsdag aften, da holdet hjemme spillede 1-1 mod Pescara. Den første kamp var sluttet 0-0, og Bologna tog oprykningspladsen, fordi klubben sluttede højere end Pescara i denne sæsons Serie B.

Gianluca Sansone sendte Bologna på Serie A-kurs med 1-0-scoringen efter 37 minutter, men Pescara fik nyt håb ved Cristian Pasquatos udligning 10 minutter efter pausen.

Bologna måtte spille de sidste 25 minutter med kun 10 spillere, efter at Ibrahima Mbaye blev udvist, men hjemmeholdet holdt stand.

Dermed er Bologna tilbage i Serie A efter kun én sæsons fravær.

Carpi og Frosinone har allerede sikret sig oprykning fra Serie B.

/ritzau/